Florida babyyyyy

Min ven fra Kazakstan indvilgede i at køre mig til Little Rock så jeg kunne tage flyet videre til Florida.

“How’s hair?”

Hans eget lange, sorte går gik ham efterhånden til skulderbladene. Han havde planer om at donere det, sagde han. Jeg har en teori om, at det er noget folk siger når de gerne vil gro deres hår langt, men føler at en altruistisk bevægegrund er nødvendig.

“I meant to say how’s life and new hair.” Sagde han og rystede undskyldende på hovedet.

Han arbejder i Little Rock, så vi tog tidligt afsted så han kunne nå på arbejde.

En velsignet stilhed har hvilet over campus de sidste par dage, i anledning af 4th of July, som i øvrigt var deres 250 års jubilæum. Det er hvad, tre en halv menneskealdre?

For at fejre, tog jeg med min pendulbuschauffør (hedder det virkelig det på dansk) ven, og hendes mand ud for at se fyrværkeri. Deres lille gård, som jeg har været ude at besøge før, ligger en halv times penge væk fra Conway. De har fire hunde og ænder og geder og miniature heste og kaniner, og figentræer og alle mulige krydderurter og en terrasse, og en jernlåge med et skilt hvor der står when pigs fly akkompagneret af en tegneseriegris. Hendes mand, er en stille fyr med ludende skuldre, hvidt hår og venlige, blå øjne. Han ejer en hel masse skydevåben. De viste mig hans gun room sidst jeg var der, og jeg fik lov til at holde et par stykker af dem. En af dem var en Winchester riffel — sådan en som jeg har skudt med i Red Dead Redemption og aldrig i mit liv troede at jeg skulle holde i virkeligheden. Den er flot på sin egen måde vil jeg sige, og tung også. De tilbød mig at prøve at skyde den, men jeg er ærlig talt ikke særlig interesseret i det.

Det var det samme jeg fortalte den familie jeg blev inviteret til barbecue med, af en kvinde fra kirken; Baptist kirken, som jeg går i nu (jeg har efterhånden fundet ud af at “denominations” ikke betyder ret meget i praksis fordi hver eneste kirke er unik, men denne baptistkirke er relativt konservativ.) ligger tæt på campus. Min ven, en lille feisty, lynende intelligent ung kvinde med lysende grønne øjne og ben i næsten, som stiller mig vilde spørgsmål som how do you feel about your salvation henter mig og tager mig med derhen hver søndag morgen, når hun ikke er hjemme for at besøge sine forældre. Hun læser til advokat og skal snart flytte. Det er lidt vemodigt. Jeg er ikke helt sikker på at jeg har tænkt mig at blive ved med at komme i baptiskkirken når hun flytter. Det bliver ikke det samme uden hende. Hun er meget dedikeret til sin tro, og jeg elsker at tale med hende om det. Selvom vi er uenige på nogle punkter, så kan vi stadig tale om tingene uden at dømme hinanden, og det sætter jeg pris på. Da hun spurgte mig om jeg var sikker på min frelse (altså på om jeg kommer i himlen) spurgte jeg om det ikke er lidt arrogant, at sige at jep jeg er 100% sikker på at jeg kommer i himlen og til det sagde hun, at så længe man lever kristeligt og tror på Jesus så kommer man i himlen.

“Do you believe Jesus when he says, I am the way, and the truth, and the life. No one comes to the Father except through me. ”

Jeg tænkte lidt over det, og svarede noget i retnigen af at jeg tror på at Gud er kærlighed, og at hvis man skifter orderne Gud eller Jesus ud med kærlighed så giver det mening for mig, fordi for mig er kristendommen ret åbenlyst ikke den eneste vej til himlen. Hvad med folk, der aldrig har hørt om Jesus eller kristendommen? Hvis de lever i kærlighed så kommer de selvfølgelig i himlen.

“But do you believe the Bible is the word of God?”

“No, I do not. It is written by people. The biblical canon is clear about that.”

Det studsede hun over. På det tidspunkt holdt vi allerede ude foran Baridon, og hun lænede sig tilbage i sædet, foldede hænderne og spidsede munden.

“Okay… but do you believe the people were divinely ordained to write what they wrote?”

Det var en god pointe. Hun er, som sagt, skarp.

“I see your point, yeah, perhaps they were, but that doesn’t change the fact that there are clear shall we say discrepancies in quality.”

Det er måske ikke helt fair af mig at sige, fordi jeg har ikke læst hele bibelen og kender den ikke så indgående som hende, og hun opfordrede mig også til at læse den, og jeg sværger jeg har prøvet, men jeg synes bare ikke rigtig at stole dele af den taler til mig. Men ja, jeg kommer til at savne hende, for at være ærlig, og vores snakke, men er glad på hendes vegne over dette nye kapitel i hendes liv, som er ved at begynde.

Det er på grund af hende at jeg overhovedet kommer der, og det er også på grund af hende, at jeg tager i søndagsskole. Søndagsskole er bibelundervisning for unge, og det foregår før gudstjenesten. Det ledes af en midaldrende mand, med sort, gråstrængt hår og skæg og en behagelig dyb stemme, med en charmerende southern twang. Vi gennemgår ofte tekster eller korte citater fra Bibelen med et tema. For eksempel Apostlenes Gerninger, hvor vi taler om hvad de første kristne gennemgik og det anvendes så som moralsk kodeks for hvordan moderne kristne kan (og skal) gebærde sig. Det er i sådanne nogle øjeblikke hvor jeg virkelig nyder at lære om Biblen. Når jeg sidder med det alene så kan jeg ikke rigtig se hvad jeg kan bruge det til; der vil jeg hellere studere hinduisme, buddhisme eller mysticisme af anden art, men når en mand som ham (eller kirkens pastor) tager nogle få korte citater og folder dem ud med kontekst og prædiker om hvordan de stadig kan være relevante i dag, så mærker jeg hvor stor kraft de har, på godt og på ondt. Ungdomspastoren fortalte blandt andet en historie om The Pink House (et victoriansk inspireret hus som et homoseksuelt par Robert "Bobby" Loyd and John Schenck malede pink i slutningen af 80’erne som et udslag for aktivisme) og at han, som ung mand, følte sig opfordret af Gud til at prædike for dem om Bibelen. De to mænd lukkede ham ind i deres hjem og han sagde at de gjorde alt til det gay issue hvilket til sidst gjorde ham så frustreret at han hævede stemmen og sagde it’s not a gay issue it’s a sin issue, and if you continue living this way you’ll burn in hell for eternity. John og Robert havde åbenbart godt kunne lide den unge mands iver, selvom de ikke havde i sinde at opgive deres “livsstil” og da pastoren løb ind en af dem i et byggemarked sagde han.

“Have your ears been burning?”

“No?” sagde pastoren forvirret.

“Well they should, cause we’ve been talking about you.”

Efterfølgende blev han venner med parret, og jeg kunne mærke hans dybfølte kærlighed til dem alle disse år efter. Jeg ved ikke helt hvad moralen med den historie er. Det minder mig lidt om da mor sagde, at man ikke skal gøre nar af Jehovas Vidner når de banker på ens dør, fordi de tror virkelig på at man ender i helvede eller bliver udslettet hvis man ikke tror på Jehova, så det er ikke af ond mening at de gør det de gør. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at spekulere over hvad jeg ville have følt hvis en mand som ungdomspastoren (en mand som jeg respekterer) havde sagt sådan nogle ting til mig da jeg var yngre.

Den efterfølgende gudstjeneste fungerer sådan, at koret (som er helt vildt godt) synger nogle sange og vi synger med, og så prædiker pastor “John.” Han er en ældre herre, med en lang, krum næse, hvidt hår, ofte går han i jakksæt, og altid i skjorte, og hold da op han kan prædike. Gang på gang er jeg blæst bagover over hans retoriske evner. Han har salen i sin hule hånd, mens han læser en passage op fra Biblen, og bruger det som springbræt til at tale om spirituelle emner. For eksempel da Jesus konfronterede Farisæerne med at de gjorde tilbedelse til en forretning i de hellige templer. (Det går jo lige i mit hjerte). Generelt handler det meget om personligt ansvar. Hvis du kun tænker på Gud om søndagen er du så troende? Bøn er den direkte vej til Gud, så brug det. Du er ikke et dårligt menneske hvis du synder, kun hvis du giver efter for fristelsen. Sådan nogle ting. Jeg kan godt lide at det er universelt og apolitisk. Han siger ikke hvad der er en synd for eksempel, det lader han lytteren tænke over.

For det meste sidder jeg oppe på balkonen med de andre unge fra søndagsskolen, men jeg foretrækker at sidde nede i salen, på de polstrede bænke (meget mere behagelige end i de danske kirker, selvom det er rimelig køligt, for her i Arkansas foretrækker de at have indendørstemperaturen på omtrent 20 grader selvom det er 35 udenfor og min krop har stadig ikke vænnet sig til chokket over at træde udenfor i bagende varme. Hver eneste gang bliver min verden vendt på hoved et kort øjeblik, og jeg må forsikre min krop om at ja, det er altså en smule unaturligt at det er varmere udenfor end indenfor.) Nede i salen er der folk i alle aldre, men størstedelen af dem er ældre mennesker, på omtrent de 60-70 år. Jeg er faldet i snak med et par stykker, folk er meget venlige og åbne — af og til får jeg et forskræmt blik når jeg henvender mig til dem, men det er jeg så vant til fra Danmark, så det rører mig ikke, og det har endnu ikke fejlet mig at sende dem et venligt smil for at afvæbne dem, og når de så hører at jeg er udlænding så kan jeg nærmest mærke lettelsen, der siver ud af dem, fordi det forklarer jo hvorfor jeg virker lidt mærkelig. Det morer mig, fordi jeg har lyst til at sige, at jeg altså forekommer lige så mærkelig for folk derhjemme, men det holder jeg for mig selv.

En ældre kvinde fortalte mig, at hun kom i kirken fordi det var det eneste sted hun havde nogle sociale bånd, efter hendes familie - inklusiv hendes børn - var stoppet med at tale med hende. “They don’t like me talking about the Bible.” Sagde hun trist og rakte mig et bolsje fra sin taske.

Forleden, i salen, endte jeg med at sidde ved siden af en midaldrende kvinde. Vi klikkede omgående, og efter gudstjenesten inviterede hun mig til frokost med sin familie. Jeg sagde selvfølgelig ja, og det var en god oplevelse. Hun er en helt fantastisk kvinde. “Katherine” vil jeg kalde hende. Hun fortalte mig om sin mor. Efter hun døde så hun et syn i badet. Hun så sin mor som ung, der dansede med et lille barn.

“It was pure happiness, Sofie.”

Hun havde også sin mand med. Jeg fik muligheden for at tale med ham i deres hjem mens “Katherine” pakkede maden til sammenskudsgildet. Han talte i ring, sagde de samme ting igen og igen, jeg fornemmede at noget var galt, så det kom ikke som en overraskelse da hun sagde at han har Alzheimers. De havde prøvet alle mulige ting, akupunktur og lysteterapi og alt muligt for at hjælpe ham, men det går kun én vej. Han er stadig en rar mand. Jeg fornemmede tydeligt hans venlige væsen. Det sagde “Katherine” også. Han har ikke mistet sit venlige sind, og det, sagde hun, er en velsignelse for mange bliver bitre og ængstelige, men han sidder bare der med et lille smil, og ser ud til at være vælig godt tilfreds.

Hendes familie var ekstremt imødekommende over for mig, som jo var vidt fremmed. Gildet foregik i “Katherines” søns hus. Lyst og åbent med billedrammer på alle væggens tilgængelige centimeter, en pool i forhaven og store sofaer af den slags, man synker ned i og skal tage en ferm beslutning for at trække sig op ad. Vi spiste og snakkede, og jeg blev hurtigt venner med de unge, som var omtrent på min egen alder. De synes det var meget spændende sådan at have en udlænding på besøg fornemmer jeg, selvom de virkelig havde svært ved at sætte nogen form for kontekst på Danmark. De blev ved med at spørge: “So in Dutch…” “Danish.” “What?” “I speak Danish.” “So you’re a Danish?” “I am a Dane.” “A Dane?” “Yes, a Dane from Denmark.” “So what is Dutch?” “Dutch is what they speak in the Netherlands. Holland.” En af dem rystede på hovdet og vendte tilbage til sin tallerken, det var simpelthen for forvirrende. Til deres forsvar vil jeg nævne at der er ekstremt mange, der forveksler Holland og Danmark. Jeg ved ikke helt hvorfor. Måske er det bare fordi “Dutch” og “Danish” begge starter med d, og vores to kulturer minder jo faktisk på mange måder også slående meget om hinanden, men det irriterer mig lidt at alle ved hvad Sverige og Norge og Tyskland er, men ingen ved tilsyneladende hvad KONGERIGET DANMARK er. Lol. Men det er nok også meget godt, fordi vi er jo blevet sparet for en del af den turisteksplosion som så mange andre store europæiske byer er blevet oversvømmet med; selvom jeg talte med Asta i går og hun sagde, at der efter hendes opfattelse kommer flere og flere turister til Købehavn i disse dage. Men det var sjovt at advokere lidt for Danmark.

“What’s special about Denmark?”

“Uhm… well we have LEGO, and Hans Christan Andersen and… uh…” Altså hvad skal man sige? “The little mermaid sculpture. All though it has been named the most dissapointing turist attraction in the world since many people except her to be akin to the statue of liberty and are shocked to find out that it doesn’t contain a restaurant.”

Men som jeg sagde så synes jeg for det første personligt at hun er skøn og helt perfekt som hun er og for det andet, at hun repræsenterer Danmark rigtig godt. Underspillet, men elegant.

Sidenhen har jeg sejlet i kayak og været i biografen med to af dem. De er meget jagtinteresserede. Jeg har hørt fra flere, at der ofte ikke er så meget andet at lave for en ung i sydstaterne end at jage og fiske. De tilbød mig at tage med på jagt en dag.

“I can shoot, but I don’t want to kill anything.” Sagde jeg. Det var helt fint med dem.

Nå, men vi kom fra 4th og July. “Suzy” og hendes mand og jeg kørte ud til en lokal high school med campingsstole og så fyrværkerishowet. Det var så flot. Helt meditativt vil jeg sige, bare at sidde der, og læne sig tilbage og se fyrværkeriet, mens de små børn rendte rundt og legede, og de voksne drak sodavand.

Og jeg har også en anden grund til at være taknemmelig for 4th of July fordi det er en vigtig højtid i USA, og det betød at der har været gabende tomt på campus. Ingen havetraktorer, ingen løvblæsere, ingen græstrimmere, ingen lastbiler, bare stilhed. Lyden af insekter og egern og fugle. Det var været så rart. Så det har jeg nydt i fulde drag.

Det var derfor et perfekt tidspunkt at tage til Florida, fordi jeg rejste ligesom tandhjulene begyndte at dreje igen. Omstændighederne, der ledte til at jeg nu er i Florida er at “Robert” en gammel mand, som tager gratis fag på UCA, og som har en helt vild personlig historie (tidligere mormon blandt andet) inviterede mig op for at paddleboarde ved Buffalo River.

“Riley and Florida are coming too” skrev han som om jeg kendte dem. Jaja no problemo tænkte jeg. Det viste sig at de er et lesbisk par. “Riley” er fra Arkansas, og de var i Conway for at besøge hendes familie. Vi klikkede vildt godt. Paddleboarding turen var én stor hyggefest. Florida er feisty. Altid på farten, har en fortid som misbruger, trods sin unge alder. Hun fortalte mig en historie fra da hun var i rehab om at hun spillede skak med en tjekkisk kvinde, som havde oplevet tyskerne invadere sin hjemby og dræbe folk i gaderne.

“There was nothing else to do so we just played chess all day.” fortalte hun mens hende og Riley spillede skak på gulvet.

Da vi ankom til Buffalo floden spiste vi brød fra Serenity Farms, et bageri med en ægte stenovn. Ord kan ikke beskrive hvor dejligt det var at få rigtigt brød igen. Friskbagt surdejsbrød! Vejret var helt perfekt til at stå på paddle board, bortset fra at vandet steg kraftigt og hurtigt. Da vi padlede ud, mens “Robert” sad i sin stol og kiggede på, mærkede vi omgående den kraftige understrøm. Riley og Florida delte board, og jeg havde mit eget.

“How’s it going Denmark.” Råbte Florida med et glimt i øjet, da jeg kæmpede for at hale ind på dem. Vi padlede ned til en lille stenstrand, og da fik jeg den fantastiske idé at svømme over på den anden side for at tjekke en lille indlemning ud. Riley, som er livredder, prøvede at overtale mig til at lade være, men jeg trak arrogant på skulderen, og forsikrede hende om, at det var helt fint, der ville ikke ske noget. Og det gik fint. På vejen derhen. Javist, strømmen var stærk, men jeg er en stærk svømmer, og jeg klarede mig relativt nemt over på den anden side. Men i den tid det tog mig at udforske området på den anden side var vandet steget så meget, at pigerne var nødt til at trække paddlebrættene længere op på bredden, og den “white water” sektion som strømmede faretruende tæt på der hvor jeg var nødt til at krydse over for at komme tilbage, brusede og lignede i et foruroligende øjeblik et åbent gab; noget der lå klar til at sluge mig i én bid. Først prøvede jeg, at svømme imod strømmen. En lille gren stak op af vandet, jeg svømmede som en gal indtil jeg fik fat på den med det yderste af fingerspidserne. Jeg klamrede mig til den med hænderne og tæerne, for at få vejret og kæmpede mig så fremad igen, men tyve svømmetag senere befandt jeg mig igen ved grenen. Jeg var ikke stærk nok til at svømme den vej. Florida og Riley så ængsteligt til mens jeg svømmede helt ind til bredden og greb fat i først det nærmeste træ, stoppede, tog en række dybe indåndinger, så det næste, mens jeg prøvede at forholde mig i ro; hvis jeg gik i panik, så ville jeg i hvert fald ikke have luft til at krydse floden. Og så hørte træerne op. Der var ikke andet for end at svømme på tværs. Florida gik så langt ud hun kunne uden at blive revet væk af strømmen, klar til at gribe mig. Og så satte jeg af. Jeg har aldrig svømmet sådan før. Jeg har aldrig været konfronteret med elementerne på den måde før. Der er noget spirituelt ved at være i hænderne på moder natur. Mærke hende styrke. Jeg svømmede og svømmede, og eftersom du læser det her, ved du jo at jeg nåede over på den anden side. Lettelsen der strømmede igennem mig da jeg greb Floridas hånd er svær at beskrive.

I bilen på vej hjem, mens vi hørte true crime podcast og talte om hvad der mon fik folk til at slå ihjel, hvad vi som samfund kunne gøre for at stoppe det, og hvad der i det hele taget er galt med og godt ved samfundet, inviterede de mig til Florida.

“Allegiant’s got cheap flights.” Sagde de, og jeg tog imod tilbuddet.

Jeg havde dog nogle timer i Little Rock inden mit fly gik, så jeg satte mig på et lille bageri, der lavede nogle mega lækre sandwiches, og fik en kop filter decaf kaffe.

Jeg købte også en sandwhich til en kvinde, som lignede en hjemløs, men det var hun åbenbart ikke, hun havde et hus, hun havde bare ikke nogen tænder. Hun prikkede på ruden og jeg gik ud for at tale med hende. Jeg skal blankt indrømme, at jeg var en smule påpasselig. Jeg har haft oplevelser, f.eks. på Århus hovedbanegård, og faktisk også i Santa Barbara hvor folk, der bad mig købe mad til dem var så utaknemmelige at jeg blev i helt dårligt humør. I Århus var det en lav fyr med hættetrøje og en meget lang lillefingernegl, der bad mig købe noget til ham på McDonalds, men da jeg valgte to cheeseburgere på skærmen, stønnede han irriteret og sagde

“Cheeseburger really?”

Jeg valgte en anden burger.

“Nonono, come on.” sagde han, og da blev jeg totalt indigneret og sagde.

“You know what brother, you can buy your own damn food.” Og så gik jeg. I Santa Barbara var det en sammenoverbøjet hjemløst kvinde med filtret hår.

“Buy me some food.” sagde hun. Jeg spurgte hvad hun ville have, hun sagde at det var lige meget så jeg købte en tunsandwhich, men da jeg rakte den til hende, så hun på mig som om jeg var det mest nærige menneske på planeten og sagde.

“Their cheapest sandwich… and no drink”

Til mit forsvar vil jeg lige sige at California altså er ret dyrt, og det var et godt sted jeg købte den fra, så selv deres billigste sandwich var ikke ligefrem gratis.

Af den grund tøvede jeg lidt da hun vinkede mig ud til sig, men da jeg så hende i øjnene, de var fulde af lys, blå som havet i Rørvig, med tykke, mørke øjenvipper, og hun med stille røst bad mig købe noget mad smeltede jeg omgående og indvilgede. Da jeg havde bestilt og sat mig ned igen, kom hun pludselig tilbage og sagde.

“Can you ask to get it on a croissaint? I ain’t got no teeth.”

Jeg havde faktisk overvejet croissant sandwichen, men tænkte at det kunne hun da dårligt blive mæt af, så jeg valgte deres whole grain sandwhich i stedet.

“Girl, I’m sorry, they already put it in the toaster.”

Jeg tror det gik, for brødet var ikke så hårdt. “Whole grain” betyder ikke det samme i Little Rock som i Danmark. Hun takkede, jeg gav hende hånden, vi udvelskede navne og snakkede lidt; hun fortalte at alle hendes “welfare checks” gik til at betale for elektricitet. Jeg spurgte hvorfor hun ikke bare flyttede i telt (når jeg tænker tilbage var det ikke just behjælpeligt og utroligt priviligeret sagt) men hun sagde, at hun ikke havde lyst til at bo i telt, hun hadede insekter. Fair nok, tænkte jeg.

Da jeg havde drukket to kopper kaffe og spist min sandwhich udforskede jeg Little Rock lidt. Kazak fortalte mig, at det statistisk set er en farlig by, men det mærkede jeg besetmt ikke. Jeg synes den var sindssygt hyggelig, smuk ligefrem, der hvor jeg gik i hvert fald.

Jeg faldt endda i snak med en mand i parken. Han havde tydeligvis nogle problemer rent mentalt. Han blev ved med at sige, at han var sikker på at vi havde mødt hinanden før, jeg var bekendt, sagde han, men han sagde også at han havde mødt Little Debbie (fra donutmærket) og en kvinde, som gik tur med sin hund, før. Men han var venlig. Jeg håber han er okay.

Jeg tog en uber til lufhavnen, og før jeg vidste af det var jeg i Florida.

Det er lidt surrealistisk. Pigernes lille lejlighedskompleks ligger hyggeligt puttet ind mellem høje, smukke træer, der giver det en næsten eventyrlig følelse af at være afskåret fra omverdenen; hvilket man, skal det lige siges, i særdeleshed også er hvis man ikke har en bil.

Altså hvordan er det ægte det der?!

I klubhuset, som er tilgængeligt få hundrede meter fra lejligheden hvis man går over træbroen som løber gennem et stykke jungleskov med informerende skilte om krokodiller og slanger og panthere, der alle er hjemmehørende i Florida, er der pool og gratis kapselkaffe (også decaf!) Og snacks. Klubhuset ligner på mange måder en dagligstue med sofaer og et stort fjernsyn og et køkken, bortset fra at der står en skrivebord (en reception) i hjørnet. Min hjerne kan stadig ikke forstå at folk bor sådan her til daglig. Florida fortalte mig, at hende og Riley arbejder hårdt for at have råd til at bo der.

“We’re the workers.” Sagde hun med en vis grad af stolthed da hun viste mig lejligheden for første gang.

Gratis busser tager besøgende direkte ned til stranden. Det er en tjeneste, der er implementeret for at forsøge at komme tæt trafik en smule til livs, så folk parkerer deres biler og tager så bussernes ned til stranden og tilbage. Da jeg trådte af bussen blev jeg mødt af en rund plads med boder i alle afskygninger og i alle retninger. Alt fra pickles til tøj til lemonade solgte de.

Alting var ret dyrt, men jeg havde det også fint med bare at kigge. Jeg har ikke brug for flere ting.

Jeg fulgte efter de her tre stilede damer for at finde ned til stranden - de ligner nogle, der ved hvor man skal gå hen.

Havet! Åh hvor har jeg savnet havet.

Og det er så salt og så varmt, at det føltes som at flyve rundt i sin egen kropstemperatur. Både Riley og Florida arbejder på stranden — men det er et vidt begreb, strandene her strækker sig milevidt — så den første dag udforskede jeg området alene.

Mange af strandende er private. Hvad det helt præcist betyder ved jeg faktisk ikke, men jeg gik ned på en såkaldt “privat” strand, og der var ingen der sagde noget. Det koster 40 dollars at leje en strandstol og en parasol, så jeg lå på mit håndklæde thank you very much, og så på mennesker. Mange hørte musik fra deres egne højtalere. Det var lidt forstyrrende at have tre forskellige numre kørende på én gang, men jeg hyggede mig. Jeg købte også en overraskende god pizza. Far, du ville have elsket den. Ægte ikke-Rom italiensk stil. Helt tynd bund.

Den aften spiste vi hjemmelavet ovnbagt laks og asparges og kartofler til aftensmad. Især Florida holder af at lave mad. Jeg sov på gulvet, med et hav af tæpper. Deres lejlighed er så hyggelig. Det er rart at se et lesbisk par, som trives. Det får mig til at indse at jeg aldrig har oplevet det før.

Den følgende dag spiste vi grillet fiskesandwich på pigernes yndlingsrestaurant Stewby’s og så tog vi på molen. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet. Måske havde jeg forventet noget a la GTAV, og der var da også en vis lighed, bortset fra at denne mole var lavet af cement, med skilte alle vegne om at man ikke måtte genere mågerne og instruktioner om hvad man skulle gøre hvis man fangede en havskildpadde, og så var der fyldt af mennesker, (i alle aldre, farver, typer, afskygninger) der fiskede.

Se hvor smuk himlen er !

Mange steder lå der fisk og flappede i en forgæves kamp for overlevelse, og i vandet flød en håndfuld døde fisk rundt på overfladen. En mand smed endda en levende fisk, han netop havde fanget, i skraldespanden. Florida hev den op og kastede den tilbage i havet. Der lugtede af den madding folk skar op på bænkene (selvom der stod skilte om at de var til at sidde på, ikke til at klargøre madding på) og jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg nød det. Uanset hvor jeg vendte blikket hen så jeg fisk der led, og når jeg kiggede udover hegnet bad jeg til at de ikke bed på krogene, men svømmede den anden vej. Men! Vi så en ufatteligt smuk, kæmpestor, brun havskildpadde. Hun kom op for at få vejret, og vi blev helt mundlamme. Der var noget ældgammelt over hende. Hun var sikkert også ældgammel. Fisk, der for mit utrænede øje, lignede meget små hajer, svømmede på begge sider af hendes skjold, som små livvagter. Vi så også delfiner og en tyrehaj!

Den næste dag tog vi på stranden, efter at have spist på Red Bar som er en hyggelig næsten bodegaagtig restaurant fyldt til randen med billeder og plakater og skilte og memerobelia, efter sigende fordi ejeren er “kronisk samler”, sammen med en af pigernes venner; en ung musiker, som arbejder i en pladebutik og som både massør og yogainstruktør. Han var vildt nem at tale med, og vi talte om hvor fedt det er at han har taget massøruddannelsen i en tid hvor 1. folk er “touch starved” og 2. USA (især) er så overseksualiseret som det er. Jeg HADER at have BH på, det strammer lige på mit mest sensitive sted selvom jeg ledte Walmart i laser for at finde noget behageligt, og jeg savnede virkelig Rørvig strand netop der, hvor jeg kan bade splitterragende nøgen uden at nogen arresterer (ja ARRESTERER) mig for det.

Den unge massør flyttede for nyligt til New York i et halvt år, for at forfølge sine musikerdrømme, men fandt det så isolerende og deprimerende, at han besluttede at rejse hjem til Florida for at finde fodfæste igen. Han ligner ikke en fra Florida. Bleg som en dukke, med tykt mørkt hår, blå øjne, lange fejende øjenvipper og en behagelig, beroligende energi. For at drukne den gruppe ud som spillede høj dårlig musik tæt ved, spillede han blød, instrumental musik, der med ét gjorde det helt filmisk at sidde der, i campingstolen med min kolde alkoholfrie piña colada, og se på det blå vand og på fuglene, der hoppede rundt, og læse i The Dispossessed af Ursula Le Guin som Florida forærede mig (det er en af hendes yndlings).

Den aften spiste vi på en indisk restaurant. Farverige, broderede (tror jeg, det lignede det og jeg vil gerne tro at de var broderede i hånden) paraplyer hang fra loftet, og på væggene var billeder af krydderier. Belysnigen var også behagelig. Maden var okay, jeg vil ikke kunne lægge hovedet på blokken og sige, at det smagte autentisk, men det var besøget værd blot for stemnigen synes jeg. Massøren og jeg aftalte, på stranden, at vi ville tage til Indien og studere yoga sammen en dag, og dette føltes som vores første lillebitte skridt i den retning. For at runde aftnene af spiste vi Ben&Jerry’s i en af deres få fysiske butikker.

Den følgende dag, dagen hvor jeg skulle hjem, kørte Riley mig til lufthavnen, men inden da stoppede vi på en restaurant, som lå helt ned til hvad jeg vil beskrive som en fjord (det mindede næsten om Holbæk!) og der bestilte jeg muslinger og en cæsarsalat med dagens fisk til. Det var red fish. Jeg ved ikke hvad det er, men det smagte dejligt. Og Riley indvilgede i at smage en af mine muslinger; det var første gang hun havde smagt det, og hun syntes om det. No wonder, de smagte himmelsk!

Mæt og taknemmelig blev jeg sat af ved lufthavnen. Jeg fløj lige igennem TSA, den sorte kvinde som tjekkede mit pas så fra mig til billedet et par gange og sagde så:

“You cut your hair?”

“Yes.” sagde jeg, med et stort smil, og hun smilede tilbage og rakte mig passet.

I flyet sad jeg ved siden af en venlig, ældre kvinde, som spurgte hvor jeg kom fra.

“Denmark.”

“Oh Denver!”

“No, Denmark. Europe.”

“Ohh… good for you.”

Tilbage i Little Rock lufthavn. Det er svært at tro at jeg for et halvt år siden steg af flyet her, og ikke anede hvad der ventede mig. Jeg føler mig som et andet menneske nu. Et frø, der har vokset sig til et lille træ; et meget brunt træ!

Jeg er meget taknemmelig.

“If the doors of perception were cleansed, everything would appear infinite.”

— William Blake.

Tak fordi du læste med.