Mine første indtryk af USA (Conway)

Turen fra hotellet i Little Rock til Universitetet i Conway

Jeg vågnede kl. 04 på hotellet, med uro i kroppen, der ikke helt føles som min. Det er ikke til at sige hvilken energi, det er jeg opfangede, men jeg havde i hvert faldt ikke lyst til at blive liggende med den, så jeg stod op og dalrede ned og tappede lidt decaf kaffe fra lobbyen, og strøg så ellers rundt i mine brune joggingbukser og sweater på mine bare fødder og kiggede lidt på billderne på væggene, lidt usikker på hvad jeg skulle gøre af mig selv de næste fire timer indtil morgenmaden.

En mandlig medarbejder kommer ud og spørger om der er noget han kan hjælpe mig med. Jeg prøver at forklare at jeg har jetlag, men her oplever jeg en kendsgernining jeg senere skal blive meget bekendt med: jeg kan ikke finde ud af at projektere min stemme så de stakkels amerikanere kan høre hvad jeg siger.

Det er en stereotyp, at amerikanere er højlydte, og ja, de taler højt; det er som om de har en lydindstilling indbygget som vi danskere simpelthen ikke er udstyret med, hvilket, i mine ører, faktisk kan være ganske dragende og imponerende. Jeg besidder virkelig, hvilket er et problem derhjemme, men herovre er det et decideret handikap.

Jeg går helt tæt på ham og fortæller ham, at jeg har jetlagt, at det føles som om klokken er 12 om eftermiddagen i min hjerne, og at det er derfor jeg driver formålsløstrundt på dette ugudelige tidspunkt. Han fortæller, at der er et træningsrum på hotellet som jeg er velkommen til at benytte mig af. Jeg takker ham og går derind med min kaffe. Det er et rart rum, med dæmpet belysning, et spejl, håndvægte, dumbbells, elastikker, en maskine med snore man kan trække i, og løbebånd.

Og jeg har det helt for mig selv.

Jeg tuller lidt rundt, får bevæget kroppen, og rystet uroen af mig; beslutter at slutte af på løbebåndet. De er alle udstyret med skærme hvor der først kører en udsendelse om en maskine, der selv blander, ælter og bager et brød, så man slet ikke behøver at gøre noget selv, og jeg smiler af det (undskyld mig) ulækre brød de trækker frem fra den lille metafor for den tid vi lever i.

Så kører en udsendelse om “beef cattle”; priserne stiger, pladsen er trang, et close-up af en kalv med øremærker, den ligner en hundehvalp, klip af brasilianske køer, dronebilleder af køerne i indhegninger. Det minder mig om filmen Temple Grandin, hvor jeg sprang henover scenerne fra kvægfarmen fordi de var ubehagelige.

Jeg går op og tager et langt bad og så går jeg ned til morgenmaden hvor der står Happy Breakfast på væggen med store, orange bogstaver.

Det er en luksus morgenmadsbuffet. Der er havregrød, to slags æg, bacon, kartofler, æble og appelsinjuice, 3 slags kaffe inklusiv decaf (hvorfor kan man aldrig få decaf kaffe i Danmark?) toast man selv kan riste på en lille rullebåndsbrødrister, muffins, bagels, 3 slags cereal, mælk, vand med og uden is, yoghurt (i plastik og med sukker, det jeg vil kalde børneyoghurt, det er meget svært at finde neutral yoghurt uden smag herovre) og vafler man selv kan lave på vaffeljern med to slags dej; almindelig og med jordbær. Som tilbehør til vaflerne var der honning, sirup, flødeskum, chokolade og jordbærsovs og chokoladeflager.

Jeg lavede en vaffelmed flødeskum og chokoladesovs (when in Rome, right?) samt en toast med smør (i meget små sølvpapirpakker) og æg, ristede kartofler med ketchup (som bestod mere af olie end af kethup, det var aldeles uappetitteligt) en kop kaffe og en kop vand med is, og så satte jeg mig i lobbyen, der var indrettet som en dagligstue og udstyret med et TV.

Da jeg var i Danmark gik jeg på nytårsdag ind på et hotel på Christianshavn; jeg husker ikke hvad det hed, men det lå tæt på Christians Kirke, fordi det var det eneste sted, der havde åbent. Her blev jeg mødt af en mur af parfumeret luft på den anden side af de tunge svingdøre. Belysningen var dæmpet og kontemplativ, i en sådan grad, at det føltes som om det var skumring, ikke højlys dag. Møblerne bestod af ægte, mørkt træ og tykt, brunt læder, og lobbyen var lang og smal, hvilket gav følelsen af at gå ind i gabet på et dyr. Da jeg allernådigst fik lov til at købe en kaffe fra en maskine til 50 kroner, som jeg kun måtte sidde i lobbyen og drikke, fik jeg følelsen af at det var et såkaldt liminal space. Dette er Googles definition:

“Et liminalt rum er et overgangsområde eller en overgangstilstand, fra det latinske “limen” (tærskel), som fremkalder følelser af tvetydighed, nostalgi eller uro – som en tom gang eller et venteværelse mellem destinationer, eller en psykologisk periode mellem livsfaser (fx barndom og voksenliv).

Det var ikke den samme følelse som jeg havde den første nat på hotellet i Arkansas, dette hotel gav nærmere en “venteværelse” følelse, som om man skulle være taknemmelig for at man fik lov til at være der, og så helst se at smutte så hurtigt som muligt. På hotellet i Little Rock derimod, var der (meget) højt til loftet, der var lyst, store vægvinduer, og farverige, mønstrede møbler (dog var alting lavet af det underlige, plastikagtige materiale som alting synes at bestå af her, hvilket får omgivelserne til at føles som kulisser. Det er ikke rigtigt beton, men det ligner beton på afstand, det er ikke rigtigt træ, men det imiterer træ).

På TV’et kørte CBS morning news hvor breaking news var at Venezuelas præsident og hans kone var blevet taget til fange af USA, og at de havde sendt airstrikes nedover landet. Venezuelas myndigheder opfordrede til at befolkningen skulle forholde sig i ro og ikke forfalde til kaos og anarki. På billederne ligner Maduro og hans kone et helt almindeligt par. En republikaner bliver interviewet og kritisterer Trumps beslutningen om at bombe Venezuela; han mener, at det sender et signal om at USA kan gøre hvad der passer dem. En kvindelig, amerikansk journalist fortæller at venezuelanerne er bange for at lægge billeder af bombebrændene op, af frygt for at de dermed selv kan blive mål for regimet. Først troede jeg at hun talte om USA, men hun talte om det venezueleanske regime.

Så kommer CBS deals på, hvor en ældre mand og en yngre kvinde solgte udstyr til at jumpstarte en bil, et hævesænke skrivebord med indbygget trådløs oplader, en massagekonfiguration man kan spænde på kroppen og altså costumize til sin krop, (kvinden kommenterer, at på de steder hun plejer at få massage der koster en enkelt massage altså hurtigt mere end de 124$ som massage-monsteret koster) og en air purifier til sin ovn. Kvinden siger:

“I never thought about it before, but our oven blows so many bacteria into our air that land on our food.”

Jeg smiler lidt over ironien.

Det næste indslag handler om at det snart er USA’s 250 års jubilæum. Billeder af George Washington, der besejrede briterne kommer frem, og værten, en cirka 35-årig, sort kvinde, fortæller at hun gik på Princeton University, og der kunne man stadig se skader efter slaget på de ældste af bygningerne.

Da jeg gik op til morgenmadsbuffeten for at riste endnu et stykke toast stod en midaldrende kvinde, og jeg, som jo er dansker og derfor er stærkt præget af en grundlæggende jeg vil ikke forstyrre mentalitet, undgik øjenkontakt, men hun slog ud med hånden og sagde med tyk sydstatsaccent:

“You can go ahead, it’s very slow though.”

“That’s okay, I’m not in a rush.” svarede jeg, taknemmelig for at hun havde taget initiativ til at snakke, fordi jeg virkelig brændte efter at tale med en ægte amerikaner. Hun havde matte, blå øjne, tyndt brunt hår, plettet hud, og en næsten deform krop. Det siger jeg ikke for at være nedladende eller fordømmende, men fordi det var slående. Armene var opsvulmede som om de var blevet pumpet med vand, ryggen var skæv og så ud som om den kæmpede en brav kamp for at holde sammen på maven og brysterne, som begge bar præg af samme opsvulmede karakter som hendes arme ,og når hun gik var det på en vraltende måde, som et råddent bygningsværk, der svajede i vinden og kunne falde sammen hvert øjeblik det skulle være.

Jeg spurgte hvor hun er fra og pludselig slog hun over i en kraftig, gammeldags, engelsk accent og fortalte at hun oprindeligt var fra Nottingham, men at hun havde boet i USA i 40 år. Det ændrede fuldkommen hendes udtryk. Det mindede mig om min fly-sidemakker. Da han slog over i engelsk ændrede han sig også. Det var som to forskellige mennesker. Hans blik blev mere intenst, stemmen blev en anden; den kom bagerst fra halsen, der hvor jeg har bemærket at de fleste, især hvide, amerikaneres stemmeføring kommer fra, og mere nasal. Jeg blinkede fortumlet til kvinden. Hun fortalte at hun havde været au pair i Canada, men boede i Florida nu, og slog da tilbage til sin amerikanske accent. Jeg fortalte at jeg flyttede fra København fordi det var for overstimulerende for mig, og spurgte hvordan Florida var. “I try not to judge, but I’ve heard stories.” sagde jeg, med reference til de utallige nyhedsartikler jeg har set fra Florida; det er en joke på internettet, at hvis der sker noget, som lyder for absurd til at være sandt, så er det nok sket i Florida.

Hun svarer prompte at ja, det er lige lovligt kaotisk derovre, og det er på grund af trafikken! De har syvsporede motorveje, det er lige til at blive rundtosset af. Jeg siger okay så og tak for snakken og trækker mig tilbage til mit bord.

Efter morgenmaden gør jeg et bravt forsøg på at gå en tur og få noget luft (fordi man kan ikke åbne vinduet på hotelværelset, noget der skal vise sig at være et tema; det er en forholdsregel man tager herovre, så folk ikke prøver at hoppe ud og begå selvmord) men konstaterer lynhurtigt at det er med livet som indsats. Det er ikke et gåvenligt område, jeg må krydse adskillige, brede veje, mens folk kigger på mig som om jeg er skør.

Jeg går ind under en bro, der skråner ned til en flod, og opdager et lille homeless-lair med skrald, mest gammelt tøj og stole hvor man kan sidde og kigge ned på floden.

Jeg trasker videre og må krydse flere veje hvor bilerne suser forbi, og er lettet da jeg kommer tilbage til hotellet.

Jeg forsøger at bestille mad på Doordash, men min kort bliver spærret så jeg må ringe til Nordea (verdens bedste bank, deres kundeservice er altid 10/10) for at få det åbnet, beslutter at det ikke er besværet værd at bestille mad udefra, og går ned i receptionen og køber endnu et mikroovnsmåltid i stedet.

Næste dag tjekker jeg ud, bestiller en shuttle til lufthavnen (jeg har ikke tænkt mig at gå denne gang, jeg har tænkt mig at assimillere og blive kørt de 900 meter). Den holder der under fem minutter senere.

Chaufføren fortæller mig at han er i gang med at skrive et screenplay med AI - det er ham, der giver den ideerne, den omformulerer det bare, forklarer han - og han tilbyder at betale mig for at redigere det, men jeg forstår ærlig talt ikke hvad det er han snakker om, og han tilbyder 30$ om måneden, så jeg lader bare lidt som om jeg ikke hører den del, og ønsker ham held og lykke.

“Good luck out there Ms. Stounberg.” siger han da han sætter mig af.

Jeg takker ham og søger så hen til shuttle-chaufføren, der skal køre mig hen til universitetet. Han har hvidt hår under sin baseball kasket, kort, hvidt skæg og et rynket ansigt med et stort smil, og han hjælper mig med at få kufferterne ind i bussen.

To frivillige elever fra Universitetet er der også for at byde mig velkommen, hvilket virker lidt voldsomt eftersom jeg er den eneste, der skal med bussen, men jeg hilser pænt og sætter mig så ind i bussen (en blikspand af en bil, der larmer helt vildt, og har University of Central Arakansas karakteristiske mørkelilla farve og bjørnemaskot malet på) mens jeg prøver at suge indtrykkende fra landskabet til mig.

Det er fladt og tørt. Græsset er svedent gult og der er brede veje, hvor folk kører langsomt i forhold til i Europa, og store reklameskilte alle vegne med alt fra advokatreklamer til tandplejereklamer.

En stor container hvor der stod “Skippy’s Storage” malet med hvide bogstaver, får mig til at smile. Jeg prøver at tale lidt med chaufføren, men endnu en gang forrådder min stemme mig, og det er umuligt at få den til at skære igennem støjen fra bussen, selvom hans stemme går klokkeklart igennem. Men han siger dog, da han sætter mig af:

“If you ever need anything, don’t hesitate to ask me, I know most of the professors and I know a thing or two about academic stuff too.” Han kigger på mig med store, oprigtige, blå øje. Jeg takker mange gange, rørt over hans udmeldning og stiger ud.

Endelig befinder jeg mig på University of Central Arkansas, nærmere bestemt Schichtl Hall, en bygning som ingen kan udtale navnet på. En af shuttlechaufførerne fortalte mig at det kommer fra “the german settlers”.

Jeg går ind, giver mit pas, bliver ledt videre ind i bygningen, udfylder nogle papirer, får en T-shirt, kommer ind på et kontor, med hejrer på det tykke uldtæppe, østasiatiske “sten”statuer, og store træreoler langs væggene. Her sidder en asiatisk udseende kvinde med en dreng på cirka 10 til højre for sig (han sidder og nørkler med et puslsespil af en art) og en barnevogn til venstre. Hun forklarer at hendes mand er syg, så hun var nødt til at have børnene med på arbejde.

Da jeg informerer den ene af de to frivillige om hvor jeg skal bo gør hun store øjne og siger: “That’s kind of far.” hvilket gør mig lidt bekymret, men det skal vise sig at det kun er ca. 17 minutters gang fra campus. Amerikanere i sandhed allergiske over for at gå. Flere gange har de joket med at jeg vælger at gå frem og tilbage i stedet for at tage en shuttle og siger ting som: “Sofie is gonna walk half a mile.” som om det er hylende morsomt.

Efterfølgende bliver jeg kørt til mit nye bosted af en shuttle bus. (Det er en service de her her, det er skolens egne små busser, og de kører hele tiden, og så hopper man bare på, og de kører hjertens gerne selvom der kun er en enkelt passager, mens de kommunikerer med hinanden i walkie-talkier.)

Efter et mixup med nøglen hvor jeg bliver nødt til at ringe til min RA (residence assisant) får jeg låst mig ind. Mine roomies er ikke kommet tilbage fra winter break så den første nat har jeg det helt for mig selv. Vi har eget køkken, jeg har eget badeværelse og eget værelse (nok fordi der, grundet de strammede regler, kun er kommet halvt så mange internationale studerende som der plejer) og mine roomies deler værelse.

Af privatlivsgrunde vil jeg ikke sige deres navne, men jeg kan vise en tegning af deres skriveborde, fordi jeg føler, at det viser deres personligheder ret godt.

Jeg vil ende min anden entry her.

Min første nat i lejligheden forløber uden kval, og jeg får en god nats søvn, med de mest livlige drømme jeg har haft længe.

Følg med næste søndag hvor jeg kommer videre ind på mine første dage på universitet!

Tak fordi du læste med.