Refleksioner

Kroppens år

Det er nu 30 dage siden jeg ankom til Arkansas. Derfor er det tid til at reflektere lidt.

Først og fremmest status på hvordan jeg har det: Som hovedregel har jeg det godt. Jeg er lige så stille ved at finde min rytme og rutine.

• Jeg vågner omkring kl. 09.00.

  Min underbo, den stakkels mand, må have alvorlige søvnproblemer fordi han begynder, på de mest mærkelige tidspunkter af natten, at afspille

  • en action TV-serie hvor de suser rundt i biler, skyder lidt, snakker lidt, suser lidt mere, skyder lidt, slås lidt, snakker lidt, suser rundt så man skulle tro de kører i cirkler … suser, skyder, snakker, og sådan fortsætter det i mange timer.

  • og “ambient thunderstorm” videoer, altså kunstige tordenstormlyde, der rumler så væggene ryster - fordi, husk på, amerikanske vægge er lavet af pap.

Det vil sige, at jeg bliver vækket flere gange om natten, til lyden af KUNSTIG torden, hvilket fortstætter on and off til langt ud på morgenen. Jeg ved ikke om jeg burde gå ned, og banke på, og bede ham om at skrue ned, eller tage sine høretelefoner på. Måske, men på den positive side, så føler jeg, at jeg lærer at sige til mig selv: jeg har ikke kontrol over det, der sker omkring mig, kun min reaktion på det, og vende mig om på den anden side og sove videre indtil jeg bliver vækket igen. Og det får mig da op haha.

(；一_一)

• Dagbog

  Jeg ved ærlig talt ikke helt hvad dagbogskrivning gør for mig mere. Det startede som et sted, hvor jeg kunne samle mine tanker i en tilværelse, der føles som at befinde sig i en sandstorm hvor jeg ikke kunne se en hånd for mig. Med min dagbog kunne jeg plante et træ hvis fod jeg kunne sidde ved, og udtrykke mine tanker og følelser.

  Så blev det et sted hvor jeg kunne reflektere, se mønstre henover tid, og ændre de dårlige mønstre og beholde de gode.

  Så blev det et sted hvor jeg dokumenterede tegn og synkronisiteter fra universet for at bevise over for mig selv, at det jeg så og mærkede var ægte.

  Så var det et sted hvor jeg kunne udtrykke taknemmelighed og praktisere nærvær og nu… ja nu er det blevet en del af min identitet. Det er nok derfor jeg gør det, og det er stadig et brugbart værktøj når jeg bliver overvældet og bange, fordi, når jeg læser mine ord igen, kan jeg se at de bekymringer jeg har, er meget mere skræmmende, når de er skyggefulde entiteter bagerst i mit hoved, end når jeg gør dem konkrete ved at få dem ned på papir.

• Meditation

  Jeg bruger Inside Timer appen (den gratis udgave) og er på en 4 dage streak! At starte dagen med at meditere, selv bare 5 minutter, kan virkelig sætte tonen for resten af dagen og gøre en verden til forskel.

• Morgenmad

  Jeg forsøger at leve efter min naturlige cyklus. På højskolen lavede en ung kvinde, der hedder Laura, et fremragende oplæg om mænds og kvinders cyklus hvor hun pointerede, at kvinders cyklus er ca. 28 dage og mænds cyklus er 24 timer og (surprise surprise) samfundet er struktureret efter mænds naturlige cyklus. Mit lille oprør, i den forstand, er at insistere på, at leve efter min krops naturlige cyklus. For mig vil det blandt andet sige, at jeg følger min blødning (jeg foretrækker det ord frem for menustration fordi det lyder så klinisk) på Clue-appen. Lige nu er jeg i mit efterår, også kendt som min luteale fase, hvilket betyder at min energi falder (så jeg lægger ikke lige så meget pres på mig selv til at få gjort en masse ting) jeg bliver mere indadvendt (så jeg tvinger ikke mig selv til at socialisere) og når jeg træner så er det mere stille og roligt: så udstrækning og langsom, let vægttræning.

  For at holde mine hormoner i balance spiser jeg også morgenmad - det stabiliserer mit blodsukker - og jeg drikker ikke koffein på tom mave. Jeg plejede at faste, men det er gået op for mig, at jeg fastede fordi min krop kørte på kortisol (stresshormon) og at sætte endnu en process i gang (fordøjelse) når min krop allerede arbejdede på højtryk, var for meget for den. Nu hvor jeg spiser et godt, solidt måltid (ofte ris, creme fraice eller hytteost og panderistede grøntsager, f.eks. brocolli, rosenkål eller rodbeder) omkring kl. 09.30-10 giver jeg min krop ro, og viser den, at vi ikke skal nå noget. Den er mæt og tryg.

  Min krop kræver også mad nu hvor jeg er begyndt at give den mad tre gange om dagen og er begyndt at træne. Førhen kunne jeg lade mit hoved kværne afsted i mange timer før jeg mærkede det mindste kvæk fra min krop. Da jeg boede i Århus blev jeg vækket af byggebip fra (den forbandede) byggeplads lige udenfor mit vindue, så jeg flygtede gennem Danmarks værste kryds, gennem trakfiklarm og lys og op på det Kongelige Biblioteks læsesal, hvor jeg skrev dagbog og drak filterkaffe indtil omkring kl. 12.30 hvor jeg så spiste frokost. (Både læsesalen og kantinen har stadig et særligt sted i mit hjerte. Læsesalen var mit helle og kantinen var kilden til bunker af lækker, sund mad ♡)

  Jeg har indset at min krop er som et trofast dyr og mit hoved (egoet) er rytteren. Dyret gør hvad rytteren beder den om. Den beklager sig ikke og protester kommer kun når den fysisk ikke kan holde til den brutale behandling som rytteren udsætter den for.

  Jeg har ikke været god til at passe på min trofaste ganger. Jeg har ikke sat til af til at tjekke ind på den, og det er kritisk, eftersom det man retter sin opmærksomhed mod bliver vigtigt.

  På højskolen havde vi en taler inde: Hun samlede en gruppe af kunstnere og videnskabsmænd og kvinder, for at lave kunst, der skulle rette opmærksomhed mod at Limfjorden er faretruende tæt på at dø, og hun lavede en øvelse med os hvor hun bad os om at fokusere på vores tommelfingre for at se om vi kunne mærke en energi/vibration fra den, og derefter løftede hun hånden og bad os alle sammen om at fokusere på hendes tommelfinger, og sagde så: and suddenly, my thumb felt pretty important.

  Vores musiklærer, Gry, og vores teaterlærer, Emma, lavede også meditationssessioner med os og lærte os body scan teknikker, og da jeg rettede min opmærksomed mod min krop, gik det op for mig, at den var der og var en del af mig. Egoet så egoistisk, at det rent faktisk troede at kun var det, der eksisterede, og det var en øjenåbner for mig, fordi min krop havde lidt længe, og “jeg” (jeg er også min krop) havde slet ikke bemærket det, og det er derfor jeg indså at det var på tide, at korrigere. Derfor har jeg dedikeret 2026 til min krop. Jeg kalder det

  KROPPENS ÅR

  

  En homage til Abens År (shoutout til Thomas for at låne mig sin udgave)

  Der venter en lang vej foran mig for at reparere forbindelserne mellem hoved og krop, men jeg har sat en intention om at lægge tid og energi i det nu, inden det er for sent og jeg gør alvorlig skade på den (for jeg har haft skræmmende episoder hvor jeg ikke kunne mærke min puls, blev svimmel og besvimede, og fik så ondt i ryggen at man skulle tro jeg var en gammel dame og ikke en ung kvinde.)

  En af de måder jeg gør det er ved:

• Træning

  Som tidligere nævnt har universitetet et træningscenter. Eftersom jeg næsten er helt ny i træningscenterverdenen tager jeg det stille og roligt. Lige nu fokuserer jeg på at bygge vanen op. Det er vigtigere at jeg tager afsted hver dag end at jeg gør det hurtigt eller godt eller “optimalt.” Jeg fokuserer på hvad der føles godt i min krop. Hvis tanken om at folk måske bemærker at jeg løfter det laverste, som løftes kan, strejfer mig, så tænker jeg bare på at de jo ikke kan vide om jeg har en skade eller en sygdom eller lignende.

• Skole

  Det her punkt er stadig noget jeg lige skal finde balancen med. Hper (trænings)centeret gav gratis acacemic planners ud, og da jeg brugte den gik det op for mig, at jeg virkelig er dårlig til at planlægge min tid (apropos at fremtiden er en uformlig tåge for mig) og at det gør mig stresset at føle at jeg hele tiden er bagud, så det skal jeg arbejde på.

• Tanker til fædrelandet

  I Danmark er jeg født der har jeg hjemme. Der har jeg rod, derfra min verden går. Du danske sprog du er min moders stemme. Så sødt velsignet du mit hjerte når.

  Disse smukke ord, skrevet af H.C. Andersen, nynner jeg ofte når jeg går for mig selv og tænker på mit hjemland, og kærligheden til Danmark er særlig stor på en dag som i dag hvor jeg så Danmark vinde over Tyskland. Det betyder, at vi nu sidder på både EM, VM og OL guldet, og det føles symbolsk. Vi kører med klatten.

  Nationalmelodiens ord: Du gamle Danmark skal bestå, så længe bøgen spejler, sin top i bølgen blå, ringer dog lidt hult med tanke på, at 60% af Danmarks landmasse består af landbrugsjord.

  

  Der er ikke mange bøge, der spejler sig i blå bølger længere, men stadig: Danmarks sejr i dag bekræftede mig i, at jeg er det rette sted. Det går godt i Danmark, vi har ikke ret meget at bekymre os om som mennesker, vi er heldige at have et system, der griber os hvis vi falder, og det glæder mig at der er stigende opmærksomhed på hvordan vi behandler vores grise.

  Det sætter tingene i perspektiv når jeg befinder mig herovre. Efter mordene på Alex og Rénee og min tidligere udtalelse om Kristi Noem, som jeg udtrykte at jeg følte umiddelbar tillid til, fordi livet, og Løvernes Konge, har lært mig, at man skal lade tvivlen komme folk til gode, føler jeg taknemmelighed til Danmark selvom vores natur lider.

  Da mine forældre og jeg så Mette Frederiksens (fantastiske) nytårstale og Peter Mogensen efterfølgende, for åben skærm, betvivlede hendes troværdighed, kunne jeg dårligt tro mine egne ører, og som jeg sagde til min far: hvis vi ikke kan stole på at folk mener det de siger, hvor fanden er vi så?

  At se Kristi, og andre amerikanske politikere og embedsfolk, lyve for åben skærm er frastødende.

  Kristi, lad mig stille dig det her spørgsmål: når dette liv ender, og de ruller livsbåndet tilbage; når der ikke længere er noget, der hedder penge, status eller ego, hvad vil du så tænke når du ser dig selv kalde Alex en voldelig terrorist, selvom du ved, at han var ubevæbnet, da han lå på jorden, og de skød ham ti gange, fordi han forsøgte at komme en kvinde til undsætning?

  Jeg så Blaire White kommentere mordet på Renée. Jeg har fulgt Blaire i mange år, og det har altid været sådan, at når tingene gik fuldkommen i hårdknude, så kunne jeg stole på, at Blaire var i stand til at se igennem tågen og tale fornuft til folket. Men selv Blaire sagde, when you stand up to law enforcement agents what do you expect?. Hvad mener du med det, Blaire? Hvad synes du at Renée burde have forventet? Når selv Blaire siger sådan noget, så ved man at den er gal.

  Bare den måde de siger agents er slående. Når man oversætter det til dansk, agenter, lyder det så fjollet. Man bliver mindet om, at der er tale om almindelige mennesker, der tager kostumer på og kalder sig ting, sådan som vi alle gør hver dag. Men når amerikanerne siger det, lyder det som om det betyder noget.

  All the world’s a stage,

  And all the men and women merely players;

  They have their exits and their entrances;

  Det er tidspunkter som disse, at jeg er så uendeligt taknemmelig for vores danske politikere. Jeg kan være nok så uenig med dem, men jeg ved i hvert fald at de er ærlige mennesker, som selv tror på det de siger.

  Når det er sagt, vil jeg opfordre til at man ikke går i panik. Det er vigtigt at være realistisk og orientere sig om hvad der foregår, så historien ikke bare får lov til, ukritisk, at gentage sig selv igen og igen, men det er ikke konstruktivt at gå i fight or flight. USAs system er ustabilt, men folket er ikke systemet, og det er vigtigt at holde fokus på det interpersonelle, fordi det er de små ringe i vandet, skabt af vores små sommerfuglevinger, der kan skabe tsunamier på lang sigt. Fear is the enemy, som en klog kvinde, min chef her i Arkansas, sagde til mig.

  Derfor føler jeg at jeg kan være mere til gavn herovre. Her kan jeg dokumentere hvad jeg ser, fra mit perspektiv, hvor det politiske fylder mindre end det interpersonelle, sådan som det jo oftest gør, når man er et almindeligt menneske, der forsøger at navigere sig gennem tilværelsen med sine medmennesker.

  Tak fordi du læste med.

  Jeg vil opfordre til at se disse to videoer hvis man vil vide mere om situationen.