Snefald

Moder Natur bringer sne og med sne følger stilhed

Jeg hører at Danmark har sne nu.

Vi har også haft sne.

Jeg blev advaret af flere forskellige folk om at jeg skulle få afviklet alle nødvendige indkøb inden stormen ramte. På det tidspunkt var vejret mildt, cirka 4 grader, så jeg lo jeg bedrevidende og tænkte: åh amerikanere, altid så dramatiske.

Når jeg tænker snefald i Danmark tænker jeg puddersne på de steder, hvor der ikke er blevet saltet i løbet af natten. Nogen gange kan man være heldig, at gå henover en græsplæne og føle sig som en astronaut, der betræder et fremmed landskab for første gang.

Der er nogle hændelser, der kan skubbe til den linse man ser livet med; Corona nedlukningen; at bevidne hvordan fjorden, jeg voksede op ved, ændrede farve, blev lysere og mere blå, og at der kom flere svaner og fugle til, indtil de forsvandt igen og blev erstattet med fly, var en af dem.

De to snefald, som gjorde Holbæk til et vinterventyr, skubbede også til min linse.

Jeg husker da Holbæk fjord frøs til, og man kunne gå hele vejen over til Tuse Næs - og at der endda kunne køre biler henover fordi isen var så tyk.

Jeg husker hvordan alting var forandret.

Mit barndomshjem i 2013

Vi havde en frygtelig tur henover isen, min mor, far, lillesøster og jeg. Planen var at gå over og få varm kakao, men det endte i et mægtigt skænderi, der gjorde at den cirka 2 timer lange tur føltes som en evighedsvandring henover en isørken, og ikke en hyggelig familieudflugt. Men sådan er det jo bare nogen gange.

Jeg husker også at vi var ude at kælke, og at min far fortalte, at da han kælkede der som barn, var der ingen veje, som løb langs dem, og dermed ingen fare for at blive kørt ned.

Anden gang sneen for alvor faldt i Holbæk var jeg solidt begravet i mine teenageår. Da brugte jeg mange timer på at drive rundt i snelandskabet, og på isfjorden, mens jeg hørte Justin Bieber og tænkte på min kæreste og hvor hårdt livet og kærligheden dog er, mens jeg græd lidt for mig selv, og sukkede dybt og kastede lange, sorgfulde blikke ud mod fjorden og strandparken og følte mig som det eneste menneske i verden.

“De var fødte melankolikere, sådanne mennesker, som gør andre lykkelige, og sig selv håbløst ulykkelige, som synes at være skabte af leg, ynde og salte tårer, af kommers og evig ensomhed.” - Et familieselskab i Helsingør. 

Nu om dage er snefald i Danmark lig med et tyndt snedække som man faktisk skal anstrenge sig lidt for at bemærke, især når det gælder samfundsmaskinen. Den damper ufortrødent videre. Store sneplove har for længst har gennemsaltet alt, der hedder veje, fortorve og stier, inden nattens sidste sne er faldet, så de stakkels hunde hopper og danser og folk kan cykle og køre som vanligt.

Jeg kan hilse her fra Conway, Arkansas, og sige, at sådan forholder det sig ikke her.

Jeg var som sagt blevet advaret, og jeg fik faktisk også købt ind inden sneen kom, takket være en venligt medlem af Wesley kirke.

Om onsdagen d. 21 blev jeg inviteret til worship. Jeg blev hentet af et kvindeligt medlem (alle har biler her) som jeg dyede mig til at udspørge om kirken. Hun fortalte, at det var en mere “frisindet” kirke end mange andre trossamfund i området, idet de troede på, at man godt kunne blive frelst selvom man havde syndet, så længe man angrede og (meget vigtigt) ændrede sin adfærd, og man måtte gerne blive skilt og få en abort osv. Ellers havde hun egentlig ikke tænkt så meget over det, der var jo så mange kirkeretninger i Arkansas, det var svært helt at vide hvad forskellen på dem var.

Da vi nærmer os kirken i mørket, lyser kirkens kors om kap med månen, klart og sølvhvidt fra taget, og inde bag de store glasdøre venter en gruppe af unge spændt. Vi får et navneskilt af to unge, kvindelige medlemmer, og bliver bedt om at nævne en ting vi er taknemmelige for. Jeg siger månen. Min chauffør glider omgående ind i gruppen, stemningen er høj, der bliver fyret jokes og anekdoter af fra alle retninger. Jeg stiller mig lidt akavet ved et af de høje, runde borde, fordi jeg er den eneste nye, men det gør mig ikke så meget, fordi så kan jeg lytte.

Vi bliver ledt ind i deres lille kapel, med bænkerækker af træ. Rummet er relativt lavloftet, efter amerikanske standarder, belysningen er dæmpet, og gulvene er beklædt med tæpper. Ved bagvæggen står der instrumenter og på sidevæggene hænger to TV-skærme. Ved en træpult står en lav, hvid kvinde, cirka i midt 30’erne, med brede hofter og glat, skulderlangt brunt hår. Det er hende, der skal lede aftenens gudstjeneste.

Hun begynder med at indgyde til bøn. En af medlemmerne går op til klaveret og smukke, bløde toner flyder gennem rummet. Vi opfordres til at sænke hovederne og lade os lede ind i bønnens ånd. Hun takker Gud for at vi er i sikkerhed, har mad og varme og kærlighed, og beder os tænke på ting vi er taknemmelige for, ting vi godt kunne ønske os og ting vi selv kunne gøre bedre, mens vi lader vejrtrækningen blive dybere. Stemningen ændrer sig, der falder ro over salen. Hendes stemme glider ind under min journalisthjerne, som kværner for at få alle indtrykkende med, og jeg tager mig selv i at falde i ét med hendes ord. De amerikanere kan simpelthen bare noget med deres stemmeføring. Hun slutter af med at minde os om at intet kan få Gud til at elske os mere og intet kan få Gud til at elske os mindre.

Så blev vi bedt om at rejse os for at synge to amerikanske, kristne sange. Den ene er lidt poppet. Guitaristen (en utroligt charmerende ung mand, der ligner en kontorarbejder, fordi han har store, firkantede briller og altid går med skjorte med en sweater udenover, som er stoppet godt ned i cowboybukserne, men det forhindrer ham ikke i at være en flot fyr) fortæller, at de alle er bekendt med denne sang fordi de har hørt den siden de var børn, så vi opfordres til at synge med. Jeg kender den selvfølgelig ikke, men heldigvis bliver teksten smidt op på skærmene.

Den anden var en utrolig smuk amerikansk salme. Jeg sang med så godt jeg kunne, og det var rart at synge sammen. På Højskolen holdt vores musiklærer Gry et fremragende foredrag om musikkens evne til at føre mennesker sammen, og hun nævnte blandt andet aum lyden, som er i stand til, gennem vibrationer. Hun fortalte at MRI-scanninger viser at aum lyden skaber en deaktivering a limibiske områder i hjernen, herunder amygdala og andre regioner, som er forbundet med emotionel bearbejdning og stress og at i nogen grad skete når folk sang sammen, men at aum lyden havde den største effekt, og det skete ikke ved kontrollyde, hvilket tyder på at der er en konkret fysiologisk effekt af vibration og lyd, som gentages over tid.

Vi prøvede det senere ude på græsset, en gruppe af os fra højskolen, og kald mig woowoo lige så meget du vil, men jeg mærkede hvordan vores hjerter, som ved et trylleslag, synkroniserede sig, og i de korte sekunder har jeg sjældent følt mig så forbundet med en gruppe af mennesker.

Det var interessant at få lov til at sammenligne min første (og indtil videre eneste) oplevelse med sang i kirken her i Conway sammenlignet med i Danmark. Henover jul og nytår var jeg i kirke tre forskellige steder i København. I Kristians kirke hvor jeg sad i en loge, højt over præst og menighed, og hvor jeg derfor sang af mine lungers fulde kraft, i Hvor Frelsers kirke på Christianshavn (hvor alteret er udsmykket med nogle sindssygt smukke marmorstatur, wow!) hvor jeg følte mig lidt pinligt berørt ved at synge, fordi de andre ikke rigtig gjorde det, og i Filips kirke i Sundby hvor kirkesangerne overdøvede menigheden x 1000 men de sang nu godt.

Jeg ved ikke med dig kære læser, men jeg tager i kirke 1. for at høre præstens prædiken og 2. for at synge sammen med andre.

Jeg kender ikke ret mange salmer, så det kan godt være lidt svært at få sunget mine følelser ud i dansk kirke-kontekst, men jeg forsøger at lægge skam til side og gøre det alligevel.

Nå, tilbage til Wesley kirken.

Kvinden, følger sangene op med en kort introduktion til Wesleys tolkning af Bibelen, hvor hun fortæller at hun selv er vokset op i en kirke hvor de tog Bibelen bogstaveligt, og blandt andet troede på, at jorden er 6000 år gammel.

“And if that’s what you believe that’s okay.”

Siger hun og fortsætter med at forklare, at her i Wesley ser de Bibelen som “part textbook part literature.” Det vil sige, at noget af det er metaforisk og allegorisk, men at man kan lære af det uanset hvad.

Derefter ledte hun os ind i næste segment: bible-reading. I denne anledning skulle det handle om et fænomen de havde valgt at kalde “wait that’s in the Bible?!” og dagens korte tekst var Elisha And The Bears som handler om en skaldet profet, der går i sine egne tanker, efter at have mistet sin mentor fordi vedkommende er blevet kaldt op til Gud, for så at blive drillet af en gruppe drenge, der kalder ham skaldepande, hvorefter han hidkalder Gud til at sende to bjørne ned for at slå 42 af drengene ihjel.

Det er her det virkelig blev interessant. Fordi diskussionen, der fulgte udelukkende handlede om hvad drengene havde gjort galt. Ifølge dem var budskabet

1. Gud beskytter os: Elisha havde fulgt Gud trofast og derfor beskyttede Gud ham

2. Gruppementalitet: man kan blive påvirket af andre når man er i en gruppe

3. Man skal respektere sine ældste: ens forældre, bedsteforældre, lærere etc. har været igennem det samme som man selv har, selvom tiderne var anderledes og derfor er intergenerationelle relationer vigtige, så spørg dem om råd!

Kirkemedlemmerne supplerede så med, at man aldrig kan vide hvad folk på gaden går igennem (drengene kunne ikke vide, at Elishas mentor netop var blevet kaldt op til Gud) og at anonymitet kan få en til at gøre ting man måske ikke ville gøre hvis man ikke var anonym. (Ingen af drengene er nævnt ved navn, og det er deres aldre forresten heller ikke. Jeg synes også det er interessant, at vi ikke snakkede om - og at Bibelen ikke nævnte - om der var tale om f.eks. teenagere eller små børn.)

Jeg siger ikke, at der er noget galt med ovenstående betragtninger. Især den sidste af kvindens pointer synes jeg var rigtig god, men da vi så blev opfordret til at lave en summeøvelse og diskutere vores tanker om bibelverset internt kunne jeg ikke lade være med at sige, at det ikke gav nogen mening for mig.

“God would never kill children like that, it makes no sense to me.”

“But bears would.” sagde en af de unge mænd og grinede.

“It’s because it’s the Old Testament, it was before Jesus.” sagde en af de unge kvinder.

“But he really should have been able to control his temper,” sagde jeg. “Maybe the moral of the story is also that with great power comes great responsibility. If he was really able to call upon God like that, he should’ve have known better.”

Så blev der stille. De sagde mig ikke imod, eller virkede direkte fordømmende, det virkede bare som om de ikke vidste hvad de skulle sige.

Efter worship var en af medlemmerne så flink at køre mig i Walmart (han skulle alligevel have nogle ting til sig selv) og her så jeg, at folk ikke overdrev da de sagde, at det var en god idé at få handlet i god tid. Stort set alle hylderne med brød, ost, mælk, kød, og andre madvarer var fuldkommen tomme, det lignede at folk gjorde sig klar til apokalypsen.

Det var i denne Walmart, at jeg første gang så folk, der tydeligvis var på hårde stoffer.

(Okay, det passer ikke, jeg var på Dunkin en gang og en af medarbejderne tweakede fuldkommen ud, det var utroligt at hun havde nok finmotorik tilbage til at operere maskinerne.)

Det var så surrealistisk, det var tydeligt for enhver at de var helt væk, men alle lod bare som ingenting. To kvinder, der så ud til at være af indiansk afstamning, drev rundt som zombier, fuldkommen tomme i blikket; en af dem spiste af vindruerne fra frugt og grønt afdelingen, mens den anden skubbede to små børn, som ikke har været en dag over 5, rundt i en indkøbsvogn. Det fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig.

Nå, det var sne vi kom fra.

Jeg den falde.

Sneen.

Jeg så den med mine egne øjne fra mit vindue (som ikke kan åbnes fordi de ikke vil have at folk springer ud og sagsøger skolen. Jeg kan ikke beskrive hvor klaustrofobisk det er, ikke at kunne åbne sit eget vindue.) Store fede, snefnug, der dalede fra himlen.

Jeg faldt i søvn med tanken om, at man nok stadig ville kunne se græsset under sneen i morgen, men jeg vågnede til at det lå tykt og blændende hvidt, og at alt var gået i stå henover natten.

Skolens bibliotek

Alle timer var aflyste, al bildrift var fuldkommen gået i stå, og den næste uge blev et brat afbræk fra den normale, hektiske hverdag.

Inden sneen faldt talte jeg med en af professorerne om at sne får os til at sætte farten ned.

“I think that’s why Mother Nature brings us snow. To slow us down.”

Jeg gik mange lange ture mens sneen lå tungt og trygt, fordi solen var fremme og luften var lun.

Jeg gik igennem et nabolag og fandt en feltbold som jeg sparkede ned langs de brede veje mens jeg kiggede på husene. Det hele lignede noget fra en amerikansk film. Det er så fascinerende hvordan man virkelig fornemmer, at en gruppe mennesker fra forskellige (især) europæiske lande, hev teltpløkkerne op og flyttede hertil. Husene er tydeligvis inspireret af tysk, østrigsk, schweizisk, fransk, nordisk og andre arkitektoniske traditioner, alt sammen blandet sammen i én stor pærevælling. Det er ofte, dem, som lidt ligner noget, der kunne stå i alperne, men som er lavet af plastik-amerikanske materialer.

Nogle af husene er derimod tydeligvis neokoloniale. De ligner små plantagehuse med front porches med to stole, og en hængebænk og har typisk et stort amerikansk flag hængende.

Når jeg går igennem sådan et nabolag kan jeg virkelig mærke, at Arkansas engang har været prærie. Selvom der er huse og asfalt alle vegne nu, er det som om præriefølelsen hænger ved, og det fik mig til at tænke på, at man i lignende forstand stadig kan mærke skovfølelsen i Danmark, selvom vi ikke har ret meget skov tilbage.

Danmark er skov, Arkansas er prærie.

Moder Natur hviler stadig i sjælen selvom vi ikke kan se hende.

Udover husene så jeg folk, der morede sig i sneen. Der var et par, som sad i en golfbil men med motorcrossdæk på, og kvinden tøvede da hun skulle til at sætte sig ind.

“I wanna drive.” sagde hun.

“No, get in.” sagde manden, så det gjorde hun og så kørte de afsted, og det lille køretøj svingede så kraftigt på den snedækkede vej, at hjertet sad helt oppe i halsen på mig, og jeg måtte bede en lille bøn for dem. Flere gange lettede dækkene sig på den ene side. Det var et mirakel, at de ikke væltede. Cirka 50 meter efter, stoppede de og kvinden steg ud og lænede sig stønnende op af golfbilen som om hun netop havde set sit liv passere revy, og da begyndte jeg at grine så højt, at en kvinde længere fremme heller ikke kunne dy sig for at smile.

Jeg så også folk køre på ATV’er. Der var blandt andet en gruppe unge mænd, der kørte rundt tæt ved der hvor jeg boede, og en af dem syntes at det var en mægtig god idé at køre ned i den lille å ved siden af stien, hvorefter hans ATV omgående sank i (bare rolig vandet gik ham kun til knæene) og han derefter kørte rundt i det tykke ismudder mens hans venner grinede af ham og råbte:

“Bro, you’re cooked.”

Og jeg så unge mennesker, der spændte kælke efter deres store trucks og kørte rundt med hinanden i halsbrækkende fart, uden en flig af sikkerhedsforanstaltninger. En ung dyr var så tæt på at smadre ind i en bil, at jeg måtte vende blikket væk, mens hans venner smilede over hele femøren.

Alt i alt var der bare en dejlig løssluppen, men langsommelig stemning fordi kun de største biler med de kraftigste dæk kunne bevæge sig ud på vejene, så de fleste holdt sig inden døre, og det var rart at mærke at folk morede sig midt i al det politiske kaos, der ulmer i baggrunden.

På et tidspunkt lagde jeg mig på den tilfrosne å og lyttede til fuglene og det klukkende vand, og hilste på den stolte hejre som flyver fra åens top til bund flere gange om dagen. Den er så utroligt smuk.

Jeg blev også inviteret hen til en koreansk kvindes hus (hun og hendes mand har boet her i 20 år) hvor mig og en gruppe internationale kælkede.

Tre unge, indiske kvinder og en kinesisk kvinde, min nye tyrkiske ven, en ung homoseksuel mand, som ser meget dårligt, en ung nepalesisk mand, som fortalte at han har set en hel flok elefanter 20 meter foran sig engang han kørte på scooter, altså i Nepal, ellers unge fra Pakistan, syd og syd og centralamerika. Mange af dem havde aldrig set sne før, og da slet ikke kælket. Jeg var selvfølgelig voldsomt god til det, fordi jeg er god til alt. Det var lidt ligesom at ride på en hest faktisk, fordi man styrede med to snore, der sad forpå.

Bagefter fik vi te, hjermmelavet, amerikansk-koreansk suppe og donuts.

Så alt i alt har jeg virkelig nydt snedagene her. Jeg tror ikke på tilfældigheder, og jeg tror heller ikke på, at det er tilfældigt når vi får sne. Derfor synes jeg, at der er noget smukt over at Arkansas på sådan vis overgiver sig til det. På mange måder tror jeg faktisk de ser det som en kærkommen undskyldning fra at få en pause fra alt det stress og jag som hverdagen ellers er præget af.

Jeg håber at I nyder dem i Danmark også.

Jeg er virkelig ved at komme ind i rutinen her, og jeg nyder det.

Tak fordi du læste med.

Vi ses på søndag.

Best Regards

Sofie.